Socialpædagogiske tilbud

Vores tilbud baserer sig på en neuropædagogisk tilgang. Det vil sige, at vi tager udgangspunkt i viden om, hvordan hjernen fungerer. Ved at undersøge hvordan den enkelte fungerer neurologisk, kan vi vælge de metoder, der vil fungere bedst. 

Når vi skal forstå den enkelte, inddrager vi også viden om borgerens livshistorie, deres relationer og omgivelser, og den behandling de allerede har modtaget. På den måde får vi et godt billede af borgerens udfordringer og ressourcer. 

Vi bruger forskellige screeninger til at give os et bedre billede af den enkeltes kognitive niveau. Det giver os et billede af, hvad den enkelte har behov for. Nogle kan have brug for en tydelig struktur. Andre har måske har brug for at blive skærmet for sanseindtryk. Vi kan også få en idé om, hvordan de bedst lærer nye færdigheder. Ved at bruge screeninger kan vi se, hvilket udviklingstrin den enkelte er på. Så kan vi bedre tilpasse vores kommunikation, og vores forventninger til den person. 

Det er vores erfaring, at dette udgangspunkt hjælper med at give den enkelte mest mulig livskvalitet. Samtidig kan vi afværge belastninger og udadreagerende adfærd. 

Vi har en række ressourcepersoner, der hjælper med at lære nye kolleger at benytte vores metoder. De kan også hjælpe med at lave udredninger, og sparre med medarbejderne.  

Mennesker med udviklingshæmning har ofte svært ved at forholde sig til deres symptomer, hvis de har ondt eller bliver syge. Måske lægger de ikke mærke til at de har det dårligt. Mange af dem kan også have svært ved at beskrive, hvordan de har det. Det bliver gjort værre af, at mange har sanseforstyrrelser, og måske en meget høj smertetærskel. 

Derfor er det op til det pædagogiske personale omkring borgeren at holde øje med, om borgeren udviser tegn på smerte eller sygdom. 

Det pædagogiske personale er eksperter i at lægge mærke til små forandringer i en borgers adfærd. Men de har ikke en sundhedsfaglig baggrund. Derfor kan det være svært for dem at vurdere, hvad ændringer i adfærd kan skyldes. 

Derfor sørger vi for, at det pædagogiske personale har mulighed for at sparre med sundhedsfaglige kolleger. Vi har internt ansatte sygeplejersker og Social- og Sundhedsassistenter. De støtter op om borgernes sundhed, og holder styr på de behandlinger, de har brug for. 

Hovedparten af vores borgere er i medicinsk behandling af den ene eller anden slags. En del har livslange lidelser som diabetes, epilepsi eller psykiske sygdomme. Vores sundhedsfaglige medarbejdere hjælper det pædagogiske personale med undervisning og vejledning, så de er klædt på til opgaven. De holder også styr på håndteringen af borgernes medicin. 

Ved at sørge for et tæt samarbejde mellem pædagogiske og sundhedsfaglige medarbejdere, kan vi sikre at vi tager hånd om borgerne på den bedst mulige måde.

Mennesker med udviklingshæmning har højere risiko for at udvikle demens end resten af befolkningen. Samtidig kan demens være svær at opdage hos mennesker med udviklingshæmning. En del af dem har allerede symptomer, der minder om symptomer på demens. Hos andre kan det være svært at bruge de gængse måder at opdage demens. Derfor kræver det en særlig indsats at opdage begyndende demens hos mennesker med udviklingshæmning. 

På vores socialpædagogiske område har vi derfor lavet en strategi for, hvordan vi håndterer opgaven med udviklingshæmmede og demens. Den består af fire trin.

Baseline og tidlig opsporing

Baseline vil sige, at vi tidligt screener vores borgere for demens. For de fleste vil det sige når de er omkring 40 år. For borgere med Downs syndrom vil det dog være når de er omkring 28. Downs medfører nemlig en øget risiko for at udvikle tidlig demens. Den tidlige screening giver os et billede af borgernes sædvanlige funktionsniveau - også kaldet en "baseline". Den bruger vi til at måle senere screeninger op imod, så vi kan se hvornår borgerens funktionsevne begynder at mindskes. 

Tidlig indsats før og efter diagnose

Når vi har en begrundet formodning om, at en borger er begyndt at udvikle demens, tager en af vores sygeplejersker kontakt til borgerens praktiserende læge. Samtidig indsamler personalet omkring borgeren alt det relevante materiale. 

Samtidig begynder personalet på tværs af faggrupper at drøfte, om borgerens nuværende tilbud kan imødekomme borgerens fremtidige behov. De vurderer, om der skal foretages ændringer, for eksempel i hjælpemidler, indretning, evt. værgemål med mere.  

Bedst mulig hverdag med demens

Når en borger er blevet diagnosticeret med en demenssygdom, vil det være en faktor i resten af deres liv. Derfor lægger vi en plan for, hvordan vi sikrer borgeren den bedst mulige hverdag, selv efterhånden som demenssygdommen skrider frem. 

Borgere med udviklingshandicap har i forvejen nedsat funktionsniveau. Derfor vil det være meget individuelt hvilken hjælp og støtte, den enkelte får brug for. Her trækker vi på vores viden om demens sammen med den viden, vi har om borgeren i øvrigt. 

Samarbejde med pårørende 

Vi indleder et samarbejde med de pårørende allerede når vi har mistanke om demens. Her vil vi helt naturligt orientere de pårørende om, hvad vi oplever, og hvad vi har tænkt os at gøre. 

Det er vores erfaring, at disse forløb, hvor medarbejdere og pårørende lærer sammen, kan være vældigt stærke. Vi har en god mulighed for at invitere til et tæt og godt samarbejde - til gavn for borgeren.